mandag den 22. marts 2010

Gulve og vægge og en hel del billeder

Huset er rykket godt fremad siden sidste indlæg. Torsdag d. 18/3 blev gulvet støbt, og det var med en vis nervøsitet at vi så det ske. Dels pga. vejret, for hvis det lige pludselig skulle fryse igen kunne vi risikere frostskader, og dels fordi netop gulvet var et af de store problemer i det sidste hus vi byggede - det kostede os faktisk 55.000 at få det rettet op og gjort nogenlunde plant ovenpå en mislykket støbning

Problemet forrige gang var massiv regn som i samarbejde med et par presenninger gjorde gulvet ujævnt. Men også fald til brusekabinen i det ene badeværelse var et problem fordi det pga. støbeprocessen "bredte sig" til de omkringliggende rum og gjorde gulvet skævt. Det skete ikke denne gang fordi brusekabinerne først bliver støbt senere. Som det kan ses af billedet er hver brusekabine afskærmet af en forskalling som laver hul - senere får vi så støbt et skrånende gulv mod afløbet.

Heldigvis viste vejret sig fra sin bedste side, og gulvet størknede pænt og uden nogen synlige eller mærkbare lunker eller buler - det er lige før man kan spille billiard på det. Derfor benytter vi lige lejligheden til at sige pænt tak for flot arbejde til vores entreprenør Teddy.



Næste skridt er væggene, og nedenfor er indkørselen (fredag eftermiddag) fyldt med gasbeton ....


... men allerede mandag eftermiddag er det stablet på højkant og vi kan nu se konturerne af huset. De ydre vægge er på plads og en del af indervæggene. Nu kan vi så endelig få et indtryk af størrelsen på huset - og vi er ikke blevet skuffet.

Til sidst et billede i eftermiddagssolen - her fra nordsiden af huset. Med tiden kommer der en hæk her - billedet er taget ud for naboens indkørsel, men lige nu dominerer huset.





torsdag den 18. marts 2010

Sådan kommer huset til at se ud...

I dag blev der støbt gulv i huset. Efter det næste døgn med plusgrader døgnet rundt, er vintervejret ikke længere en hindring for tidsplanen.

Flere har spurgt, om vi ikke kan vise jer plantegningen - og her kommer den så. Som nævnt tidligere, har vi selv tegnet en grundskitse, som Hagemann-Nybyg har arbejdet videre på. Selvom der kom lidt ændringer i formen på huset, er rummene og deres størrelse bibeholdt i forhold til den opr. skitse.

Læg mærke til, at vi har valgt mindre badeværelser - til forskel fra mange nybyggere , men faktisk er badeværelserne her større end i vores tidligere hus. Vi har et viktualierum ifm. køkkenet, hvor der skal stå en fryser og være hylder fra gulv til loft. Køkkenet er en del større, se den lange ubrudte bordplade, men nu elsker jeg jo også at lave mad...

Kristians og Jonathans værelser er lige store - hver på 12 m2. Som Brian plejer at sige:"Da jeg flyttede hjemmefra for første gang, boede jeg på 12 m2 - så værelserne behøver ikke at være større."

Forældreafdelingen er vi særligt stolte af. I vores gamle hus, hvilket vi også har set på mange nyere plantegninger, var der adgang til badeværelset igennem soveværelset. Vi er meget tilfredse med denne løsning, hvor den lille garderobegang forbinder kontor og soveværelse med badeværelset i midten.

Huset bliver på 176 m2 + redskabsrum og dobbelt vognport.

onsdag den 10. marts 2010

Ny dato - og en ubeskrivelig stor jorddynge

Så fik vi den nye dato for afleveringen af huset - 27. juli. Så de to vintermåneder vi har haft slog direkte igennem i tidsplanen. Byggeriet skrider nu igen fremad efter planen. Vi har dog fået et omfangsrigt problem - de 40 kubikmeter jord som vi havde regnet med at skulle fjerne fra grunden er vokset til omkring 160 kubikmeter.

En del af det er vores egen skyld - når man graver op til terrasser og indkørsel så kommer der selvfølgelig en bunke jord ud af det, og det var der ikke lige taget højde for i de 40 kubikmeter. Men desværre viste det sig også at jorden i huset var blødere end ventet, så der bliver også ekstra til overs. Men lige nu glæder vi os over den nye dato - og over at vi fik Hagemann til at grave ud og lægge stabil - det er ikke til at overskue hvordan vi ellers skulle være kommet af med den bunke...

lørdag den 6. marts 2010

Forårstegn

Så lysner det endelig - vi er kommet lidt videre, så nu er halvdelen af husgulvet isoleret og vi er i gang med at få gravet kloak ned. Desværre er det stadig så meget frostvejr så der ikke kan støbes gulv og den resterende sokkel., men vi håber på at vejret snart arter sig så meget så det også kan lade sig gøre. Indtil da går tiden med at grave ud til indkørsel, terrasser og stier. Det giver en masse overskudsjord, så vi må nok se i øjnene at der kommer til at gå 20-30.000 kr til bortkørsel af jord. Det er lidt mere end budgetteret, men mon ikke elastikken holder.

Her er et par billeder fra den smukke vintersol på grunden